En stor og omfattende istandsættelse er overstået. Og Hennegaard er nu kulturarvsmæssigt godt rustet til endog mange år ind i fremtiden. (se billeder nedenfor!)

De gamle bygge- og arbejdsmetoder har flittigt været anvendt, og her har kulturarven været utroligt godt beskyttet af de profesionelle håndværkere og rådgivere, som var involveret.

Alle arbejder er blevet punktligt udført efter udpegede retningslinier, og arbejderne er alle blevet afleveret til fuld tilfredshed, og inden for de forudaftalte prisoverslag.

Derfor fremhæves her de dygtige samarbejdspartnere:

Tømrer/snedker- Niels H. Madsen, Vesterbæk

Murer- Finn M. Jensen, Sig

Tækkefirma- Hedens Tækkemænd ApS, Nordenskov

Smed- Kvong smede- og maskinforretning a/s, Kvong

Elektrikker- Henne-Outrup Elservice a/s, Outrup

Maler- Malerfirmaet O. Busk & Søn, Knoldeflod

Arkitekt- Steffen M. Søndergaards Tegnestue ApS, Askov

Udvendige arbejder

Lejlighed 2014/15

Kælderen

  • Fredningslinie omkring Hennegaard

Siden 2008 har vi undersøgt og forespurgt om muligheder med de fredede bygninger på Hennegaard, og søgt tilladelser til arbejder.
Først i 2014 er der ved at være resultat af bestræbelserne! Og undervejs har det været nødvendigt med adskillige tilføjelser, ændringer og ”back to basis” for at ende ud med en helhedsplan.

I 2009 startede vi med at undersøge muligheden i at starte ismejeri i den gl. svinestald(vestlænge) som havde stået ubenyttet hen i ca. 30 år, og stod overfor renovering, som er et krav fra Kulturstyrelsen da bygningerne fra 1831(stråtægte og hvidkalkede) alle er fredet i 1950 efter bygningsfredningsloven.
Vi fik hurtigt interesse for ”Bondegårdis”, et koncept der kunne hjælpe os hurtigt i gang med fremstilling af is, og mælkeprodukter.
Men da vi så efterfølgende skulle til at klargøre og indrette den fredede vestlænge til gårdmejeri og cafè, skulle det vise sig, at ansøgninger og tilladelser havde været så lang tid  under behandling, at ”Bondegårdis” var blevet etableret andet sted i området! Og derfor måtte vi i 2011 acceptere at det ikke længere var en mulighed at starte med på Hennegaard.

I 2011 gik vi videre for at undersøge muligheder for ferielejligheder i den fredede vestlænge.

Arkitekten kom hurtigt med et godt og alternativt forslag til indretning af 2 handicapvenlige ferielejligheder på hver 100 m2. Ved indhentning af håndværkertilbud erfarede vi at ombygning og indretning af ferielejligheder i den fredede bygning er en særdeles bekostelig affære. Men vi var fortrøstningsfulde, for når en bygning er fredet må der jo være mange interessanter og derfor muligvis også særlige fonde og donationer at søge, til delvis dækning af de ekstra udgifter til denne kulturarv!

Vi fik derfor Arkitekten til at gennemgå alle de fredede bygninger for udfærdigelse af en helhedsplan for alle de vedligeholdelses/renoveringsarbejder der forestår i de nærmeste år fremadrettet.

Det blev meget omfattende. 2/3 dele af de stråtægte tage skal udskiftes(ca. 1.000 m2).

Ny tagkonstruktion på hele vestlængen.

Istandsættelse af aftægtslejlighed i vestende af hovedbygning til ferieformål(110 m2), og sikring af hele den sydvendte facademur på hovedbygning(36 m), genetablering af gavlkvist mod syd på hovedbygning.

Synliggøre, og forbedre nedgangsmulighederne til den middelalderlige kælder fra 1100 tallet.

Hele 2012 gik med at søge finansiering, og nogle enkelte fonde gav tilsagn, men desværre langt fra nok, til at kunne dække de ekstra omkostninger i forhold til almindelig feriebyggeri.

Den eksisterende realkredit-finansieringskilde til landbruget på Hennegaard ville heller ikke udvide deres engagement, begrundelsen var at projektet ikke var landbrugsrelateret! Det syntes vi dog var positivt i betragtning af at perioden nok var noget af det dårligste landbrugsdriften i Danmark har været igennem økonomisk set! Derfor så vi det positive i at se på alternativer.

Vi blev dog senere af økonomirådgivere kraftigt frarådet at bevæge os ud i så usikkert projekt. Og vi måtte også erfare at Varde kommune ikke kunne give en kloakeringstilladelse, da bygningen ligger indenfor fredninglinien omkring voldstedet! Landbrugsdriften kunne på daværende tidspunkt heller ikke dække så store investeringer uden en sikker merindtjening, og det blev derfor ikke til noget.  

 

I 2013 blev de fredede landbrugsbygninger ramt af stormskade og renovering blev mere og mere nødvendigt. Hele taget og tagkonstruktion på vestlængen står efterfølgende overfor udskiftning. Forsikringsselskabet konkluderede at der er sket skader for ca. 250.000,-kr, men de vil kun erstatte med ca. 80.000,-kr.

 

Vi var igennem årene blevet en del erfaring rigere! Vi havde nu erfaret mindst 4 nye begrænsende forhold:

  1. Der ikke kunne ny-kloakeres/graves indenfor 100 meter fra voldstedet.
  2. Lånefinansiering via realkredit kun muligt ved landbrugsrelateret investering/ombygning.
  3. Fondsmidler kun en mulighed ved almennyttige projekter, hermed ikke nok med at bygningen er fredet og dermed Dansk kulturarv.
  4. Fondsmidler kan for langt størstedelen ikke komme i betragtning ved private ansøgere.

 

Vi prøvede alligevel igen med ansøgning til fonde. Nu på alle arbejderne i helhedsplanen, men med den ændring, at vestlængen skulle indrettes til multifunktionrum for travene og cyklende omkring Filsø, der kvit og frit skulle kunne benytte lokalet til at søge i læ, og nyde madpakken eller kaffekurven. Og i aftentimer og weekends mulighed for udleje til events, foredrag og oplevelse.

Vi mente at med sådan et åbent lokale for offentligheden, skulle der være et større grundlag at ansøge fonde og donationer. Samtidig inviterede, og håbede vi på at Varde museum og andre med interesse i at formidle historien i området og den specielle naturoplevelse ville være med som interessant i projektet.

                                    

 

Vi blev skuffede, nærmest ingen interesse for projektet! Enkelte lokale privatpersoner, og nære venner har dog bidraget med nyttig erfaring, som har været med til at få os på rette spor igen, når det så mest dystert ud.

 

I slutningen af 2013 sender vi forespørgsel til Kulturstyrelsen, om ændring af vestlængens brede, så den igen kunne være nyttig som landbrugsbygning. Landbrugsdriften på Hennegaard mangler en ladebygning der kan rumme hø, halm, foder og landbrugsmaskiner. Foder, halm og hø opbevares udendørs under plastik og er skæmmende for udsynet.

Så vi syntes det var flere fluer med et smæk at omdanne vestlængen til indvendigt at være moderne landbrugsbygning, og samtidig give et udvendigt indtryk så tæt på den oprindelige bygnings udseende som muligt.

Vi foreslår breden øget fra 7 til 13 meter(østlængens brede), og vi foreslår samtidig at Kulturstyrelsen bestemmer udseende af ydre facader og materialeanvendelse.

Det lod sig ikke gøre, men vi har på nuværende tidspunkt fået mundtligt tilladelse til at opbygge stålbuer og fjerne hvælvingeloft for øget lofthøjde i vestlængen. Breden kan der ikke ændres ved, dermed kan bygningen fremadrettet ikke rumme landbrugets traktorer og vogne, og kun en lille del af halmen. Maskinerne kan simpelthen ikke komme derind. Og bygningens dimension gør det kun muligt at opbevare halvdelen af det årlige halmforbrug til dybstrøelse af opdræt. Bygningen kan ligeledes ikke indrettes til husdyr igen, da bygningen er for smal i forhold til de nye velfærdskrav til staldindretning.

 

Det bliver derfor nødvendigt med nybyggeri af moderne landbrugsbygning til at kunne opbevare resten.

I starten af 2014 tager vi kontakt til Varde kommune.

Vi ansøger ved hjælp af anmeldeordningen om byggetilladelse til 20x30 meter landbrughal, beliggende mindst 10 meter øst for kostalden  opført i 2003. Disse bygninger ligger alle nordøst for Hennegaard, og kan ikke ses af naboer eller fra offentlig vej, hvilket er af stor betydning for os som ejere!

                                                          

Varde kommune melder hurtigt tilbage, da placeringen ligger lige i kanten af fredningslinien, og en dispensation fra Varde museum derfor er nødvendigt.

Kommunen hører museet. Museet finder placeringen uhensigtsmæssigt, og dispensation vil, ifølge skrivelse fra museet, blot åbne op for yderligere landbrugsbyggeri mod vest???

Varde Museum finder at den eneste placering er nordvest for voldstedet, og dermed synligt fra offentlig vej.

Konklusion:

Bygningsfredningsloven gør det strafbart for ejer at have stormskadet fredet bygning med utæt tag og fag!

Kulturstyrelsens retningslinier gør det umuligt at indrette vestlængen til alternativ anvendelse(feriebolig), pga. fredningslinien på 100 meter omkring voldstedet!

Kulturstyrelsens prioriterer Hennegaard som museumsgenstand frem for landbrugsdrift, da de ikke er villige til at give tilladelse til ændring af fredede bygningers mål så de passer i forhold til de nuværende krav om mål i landbrugsbygninger til dyrehold/maskiner!

Varde museum(Kulturstyrelsen) bestemmer hvor nyt landbrugsbyggeri skal placeres, uden hensyntagen til naboer og udsyn fra offentlig vej!

Landbrugsrealkredit finansiere kun landbrugsrelaterede ombygninger.

 

Aktion:

Når de sidste tilladelser er i hus, som lovet senest inden påske 2014, påbegynder ejer, renovering, ombygning og nybyggeri, til en budgetteret sum lige under 4.000.000,-kr

1.000 m2 stråtag.

Sikring af den sydlige facademur på hovedbygning imod sammenstyrtning, genetablering af gavlkvist mod syd på hovedbygning, restaurering af aftægtslejlighed i vestende af hovedbygning.

Forbedre adkomst til den middelalderlige kælder fra 1100 tallet.

Ombygning af vestlænge til lade, med åbent rum til kip og fast bund af beton.

Nybygning af landbrugshal på 600 m2, placeret mod nordvest, som henvist af Varde museum.

Alle arbejder bliver delvis lånefinansieret af lokal Sparekasse.

 

Fakta om Hennegaard:

165 ha(heraf 104 ha ejet), 135 malkekøer+140 opdræt

1.350.000kg mælk produceret til mejeri årligt.

Hovedbygning med foranliggende 2 ud af 3 længer opført i 1831, fredet efter bygningsfredningsloven i 1950.

Have og voldsted, fredet som jordfast fortidsminde.

Alle nuværende landbrugsbygninger ligger indenfor fredningslinien.

Nissen-familien har været ejer siden 1866.

Steffen M. Søndergaard har været bygningsarkitekt og rådgiver på Hennegaard siden 1977.

 

Afslutning:

Arbejdet med renoveringen stod færdigt 1maj 2015. Det blev en del mere omfattende end først bydgetteret, men sådan er det jo med gamle bygninger. Endelig omkostning med renoveringen beløb sig til ca. 5.200.000,-kr.

Der er efterfølgende sendt ansøgning til Kulturstyrelsen om udskiftning af resterende vinduer, og istandsættelse af alle indvendige døre, som budgetteres til 400.000,-kr. Afventer endelig tilladelse inden det sidste punktum bliver sat!

  • Skitse Gårdmejeri 2009

  • Skitse Ferielejligheder 2011

  • Skitse Multifunktionsrum 2013